Det graa hus | Page 8

Kar, som en Strøkone, der
gaar i Gang med Værket.
Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og
smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.
---
Vognen kørte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen.
Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som
smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte
ham.
Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun,
naar nogen hilste:
-Hvem var det, Grandpapa?
-Kender dem ikke, svarede han.
Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et
Ansigt og sagde, at det var den og den.
-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.
-Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de
blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.
... Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ.
Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser,
slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der
blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad
Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa
første Sal--saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:
-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er
nok blevet værre inat.
-Det er nok daarligt, Deres Excellence.
Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen
talte om sine Gigtknuder, sagde:--Saa smør sig med det, jeg har givet
ham; og han gik ind ad Glasdøren.
Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge
Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin
Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa
mange Aar.
De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte
begge to:
-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille
Spisestue".
-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige
Hænder sammen--:
-Jeg sagde det jo nok.
-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:
-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod
ham:
-Men, kære Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er
det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.
-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge
Døtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med
en egen tom Graadighed--:
-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.
-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i
Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener.
De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr,
mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte
efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.
-Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle,
vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.
-De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte
han:
-Hvor er Emmely?
Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely--for den
syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring
bare havde spist videre, sagde:
-Ja, Emmely ...
-Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.
-Med Preben, sagde den anden.
-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.
-Og slet ikke med Preben.
Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:
-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og
Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:
-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.
-Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra
tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde
Husholdningsbog for sin Portner.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:
-Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:
-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten
paa sin Ryg.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt--hun havde tænkt paa
Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine
egne Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i
Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte
Kammerjomfruen, der raabte.
Fruen rejste sig halvt--fra rød blev hun bleg--og satte sig, i et Sæt, igen.
-Ida, se hvad det er.
Og den ældste Datter løb.
-Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet
havde hørt.
-Hun