Det graa hus | Page 5

med at gøre ham berømt, i et
pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at
han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse--forløse dette Kræ,
over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun
havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ... Excellencen
véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en Strøm af Graad)
En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod
det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue,
sagde han:
-Ja.
-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt
hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod
Tudsen.
-Og hvor er han? spurgte han.
"Han" var Jomfruens Søn.
-Ja, nu er han jo løbet fra Konen.

-Naa.
-Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens
Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald
som "Ja"et før:
-Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de
fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten
skjulte hendes Ansigt:
-Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig
forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at
ogsaa den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et
Spark, lagde han til:
-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?
-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der
skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
-Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod
Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog
dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i
hendes Haandflade.

Hans Excellence løftede Hovedet.
-Og hvor er hun selv? sagde han.
-Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden
for hver Sætning.
-Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle
Gange havde opsøgt Villadsen hos "Søstrene", hvor hun evindelig sad i
en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:
-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad:
det bliver ved.
-Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød
han havde skaaret et Menneskebarn:
-Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han
Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans
Excellence rakte kun sjældent Haanden--:
-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men
han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:
-Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den
enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han
aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet,
Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i
Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.
-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet paa Georg.
-Vognen, sagde han.
-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
-Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi
pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de
Bestier, som aad deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
-Excellencens Sententser er forbryderiske.
-Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid
forbryderisk, fordi den er Sandheden ...
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at
tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen
vidste ud fra hvilken Tankegang-:
-Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet.
Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakkeærmet:
-Eller vi fik slet ingen.
-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at
Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som

holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er
ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse
eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
-Sover Hendes Naade? sagde han.
-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.
-Godt.
Hans