Det graa hus | Page 4

Herman Bang
pludselig Ansigtet mod
ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde--hans evige
eller eneste Tanke--:
-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.
-Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen.
-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans
Klæ'er.
-Farvel.
-Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.
-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.
-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjælpe, sagde den anden.
Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt
hviskede han, pegende ind mod Døren:
-Han er osse skidt.
Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den
fremmedes:
-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.
-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.
-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.
-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:
-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én
Gang for en vis Stramhed:
-Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det
var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
-Er der nogen syge hos Baronens?
-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans
Excellence ... til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
-Ja saa--der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt--:
Godmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans
Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil,
næsten som en Kvindes:
-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage,
naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.
-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod
Vinduet.
-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et "Ja".
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han
svarede ikke straks:
-Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa
besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til
Middag.
-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
-Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet
opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en
Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:
-Tak.

-Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et
Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen
drejede Hovedet:
-Er det Dem? sagde han.
-Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten,
for at hendes Fødder kunde naa Jorden.
-Saa er det vel galt igen?
-Ja, Deres Excellence.
-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og
ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
-Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde
inde i hendes Bryst, bag Florene:
-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo
altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...
-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister
Oprømthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes
Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede
Mund lignede hun en Tudse:
-Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et,
naar man er kommen i Ulykke . . .
-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence:

de vil alle ha'e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der
rystede den forvoksede Krop.
-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den
samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag,
da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at
øve den Fødselshjælp, der havde været
Continue reading on your phone by scaning this QR Code

 / 44
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.