Den engelske Lods | Page 7

forlængst
sit Familiebanner hævet,--

Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver
Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste
Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.

... Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud
kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst
Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,

stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens
Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder
svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen
ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges
kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.
Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad _the
Queens_ Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa
Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe,
trukne

op paa Stranden i et Net
--o før trende Aar er' rundne,

Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være
overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase
Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og
ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde
Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade
Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind-og udad langs de
sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;

stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,

sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;

til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte
Baadsmandskast.
Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den
Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur

længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad
alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af
Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over
stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon:--
_da,_ da inden Somre faa

vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade
sønder slaa,
over _London-Bridge_ sig spænde,
sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul
Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre _Bondstreet_ til at
see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et
yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende
Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med
et stort Talent opføre,
men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik:--

gjøre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordølges,--
til et
Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov--
Paradiis for
Millioner
Finker og Papilioner;

og paany fra Himlens Blaa

skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af
Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide

Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,

over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi
Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,

skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen
voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte

_Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa
Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden

øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften
blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af
Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte

Diamantsafirer brændte.
VII
Yachtclubb-Flaaden
O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.

«Caledonia» selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret
som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige
Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees,
dalende saa sagte
som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og
af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt
og overmæt,
Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
følger heller
Højene om landligtblide
skjønne _Cowes_, af hvis
blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde
af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.
O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem
hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen

viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart
med djærve Vingekast

cirklende de under Skyen
lyste hvide frem
som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa
vor Mast.
Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der,
ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste
gjennem Vandet,
adspredt henad _Calshots_ Kyst,
en saa

underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var
bemandet,
bygget kun til Feers Lyst.--
ja en herlig Flaade atter
af
Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af
Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,

med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,

smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.
Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu,
nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra
Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som
er paa Ætna blaanet?
eller--til en bedre Spas--
til en Viscountesses
Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem
veed (hvis nu Mylord
for en _Belesprit_ har Ord)
om _His Grace_ i
Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den
glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller
Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas
Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,

og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.
Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae

seilbedækket
os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin
lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae

paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig--
der
ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem
gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!

Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine
Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som
det gyldne Roer holder.
Ah, hvor nære
langskibs hun til