Den engelske Lods | Page 6

var og blev mærkværdig:
under al vor Opseilads
tømte
taus han sine Glas,
og for hver berømt Fregat
var han færdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjækt og
godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor
groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarød Skjorte
fik kun Tid at
vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets
Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dæksmariner
slige
grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
«_Ho, Johnny! ho!
How do you do?
Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
Sing, Sailor, oh!_»
Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjør fornøjet,
traadte
Vreden frem i Øjet,
som om gjennem Løvets Dunkle
brandguul og
til Spranget bøjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i
næste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen
rød
ud i Nattens mørke Skjød;
og saa hilste han igjen
venligt paa
hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent

som en Løve eller
klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens bløde

Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klø'de.
Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik,
men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over
Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah!
det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og

slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke

end en Bord omkring som Blod.
«Denne der--var Lodsens første

Ord paa længe sagt til Os,
da han havde slukt sin Tørste--
har til
Navn «_the Albatross_».
Og en Albatross paa brede
stedse spændte
Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,

flyvende med rastløs Magt,
som om levende den vrede
Havørns
Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor,
derfor især,
ja derfor
har jeg Kutteren saa kjær:
Jeg har havt en Søn ombord--

Francis ...»
Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig
beed i Tungen,
i sin Væxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;

og, før han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.
«Francis?»--spurgte jeg mig selv--
«Francis? Jagt paa Slaveskibe?»

Hvad betyder dette vel,
at mig saa bekjendt det lyder?
Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,

men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem
som Syn den havte Drøm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken
i en Strøm,
til deri som før at klinge.
Netop naar den gribes skal,
vægtforøges dens Metal,
som om alle
Dybets Kræfter
halende sig hænge efter,
som om Afgrundsslanger
knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede

om den sjunkne Kirkeklokke,

der er bleven deres Flokke

altforlængst et hævdet Rede.
--Men der var ei Tid til daarlig
anstrengt Grunden
efter Drømmene paa Bunden
af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,

komme af dens Dybder frem.
Og desværre flux naar Blunden
er
med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
--som om

sine Perler Bundens
Musling stærk,
af Polypens Arm berørt,--
hurtigt, hurtigt før
Sekundens
svage Dødssuk hen er ført,
en Passionsblomst liig om
sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Underværk.
Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes
med Nattens endes;
og naar over Østens Høje
Morgenrødens
Flammer tændes,
lukker du dit Aandeøje,
Dødeliges Fantasi!
Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drøm,
der tilfældig
kun, som gale
Antilope eller Svale
atter hildes,
kommen af sig selv igjen--
Thi i Fjernets Graa derborte

syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes
Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers
Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Ræer,
hist
hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i
Fjorden syntes
Omrids liig af Granetræer,
svedne af en Ildebrand,

skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne

af et miilbredt Ørkenvand.
VI
Scenery. Engelsk Efev
Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper
liig, der rulles op,
_Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig
sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster
Stranden,
saa at Fjorden mellem dem

som en Flod sig lister frem.

O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,

som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers
Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,

Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille

salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde

overstrømmende Indskyden!
Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,

over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte

_Hampshire's_ Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind
sin Bugt.
_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under
Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke
Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget
Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens
ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under
Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne
Former,
kvindefagre Engelland;
ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets
Rod,
saa de evigt det forlode,
for at pode
ind i hint sit eget Blod.
Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de
satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage

Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der
end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden


er den hele skjønne Egn.
Men en større, skjøndt ei værre,
Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne


sig med saadan Magt indfunden,
som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde
tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født
vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
overlevet
og paa Taarnene