Catilina | Page 4

gang.
LENTULUS. Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke s? ligegyldig at im?dese den dag, da intet mer vi har tilovers, og ingen fordring fyldestg?res kan.
STATILIUS. Og aldrig glimt af udsigt til det bedre! Dog, det er sandt: en levevis som vor--
CETHEGUS. O, ti med sligt!
LENTULUS. Mit sidste arvestykke blev denne morgen mig for g?ld ber?vet.
CETHEGUS. Nu v?k med sorg og klager! F?lg mig, venner! I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade br?dre!
LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius;-- jeg t?nker han, som vanligt, s?ger os.
MANLIUS (tr?der heftig ind). Forbandet v?re disse lumpne hunde! Retf?rdighed de kender ikke mer.
LENTULUS. Hvad er p?f?rde? Hvorfor s? forbitret?
STATILIUS. Har ?gerkarle plaget ogs? dig?
MANLIUS. Hel andet. H?r! Som I vel alle v��d, har jeg med h?der tjent i Sullas h?r. Et stykke agerland blev min bel?nning. Da krigen var tilende leved jeg af dette gods; til n?d det mig ern?red. Nu er det taget fra mig! Som det heder-- skal statens ejendomme drages ind, til ligelig fordeling p? enhver. Det er et r?veri, og intet andet! Kun egen griskhed s?ger de at m?tte.
COEPARIUS. S? skalter de med vore rettigheder! De m?gtige t?r ?ve, hvad de vil.
CETHEGUS (muntert). Slemt nok for Manlius! Dog, v?rre slag har rammet mig, som nu jeg skal fort?lle. T?nk eder kun,--min smukke elskerinde, min Livia, har trol?st mig forladt, just nu, da alt, hvad end mig var tilovers, for hendes skyld jeg havde ?dslet bort.
STATILIUS. Din overd?d tilskrives m? dit uheld.
CETHEGUS. Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej p? mine ?nsker slip; dem vil jeg stille tilfreds s? l?nge, som jeg det form?r.
MANLIUS. Og jeg, der tappert k?mped for den h?der, den magt, hvormed de stolte praler nu! Jeg skal--! Ah, var den gamle k?kke skare af mine v?benf?ller endnu her! Men, nej; den st?rste delen er jo d?d; og resten lever spredt i alle lande.-- O, hvad er I, den unge sl?gt, mod hine? For magten b?jer I jer dybt i st?vet; I har ej mod at bryde eders l?nker; I b?rer t?lsomt dette tr?lleliv!
LENTULUS. Ved guderne,--sk?nt kr?nkende han taler, er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS. O, ja; ja vel;--ret m? vi give ham. Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor l?nge t?lte vi undertrykkelsen. Nu er det tid at kaste af de b?nd, som uretf?rd og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS. Ah, jeg forst?r dig, Lentulus! Dog se, til sligt beh?ver vi en kraftig leder-- med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS. Jeg kender en, der m?gter os at lede.
MANLIUS. Du mener Catilina?
LENTULUS. Netop ham.
CETHEGUS. Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS. Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven, med hvem i mangt et slag jeg f?gted sammen. Hans lille s?n fik f?lge ham i krigen. I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig; dog, sjeldne gaver var hos ham at spore;-- hans sind var h?jt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS. Jeg tror at finde ham ret beredvillig. Iaftes m?dte jeg ham dybt forstemt. Han ruger over hemmelige anslag;-- et dristigt m?l han havde l?ngst i sigte.
STATILIUS. Ja, konsulatet har han l?nge s?gt.
LENTULUS. Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har hans fiender imod ham talt og tordnet;-- han var tilstede selv, og rasende forlod han r?det--p?nsende p? h?vn.
STATILIUS. Da g?r han sikkert p? vort forslag ind.
LENTULUS. Jeg h?ber det. Dog f?rst vi planen m? i enrum veje. Tiden er os gunstig.
(de g?r.)
(I Vesta-templet i Rom. P? et alter i baggrunden br?nder en lampe med den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem s?jlerne.)
CURIUS. Hvad, Catilina,--hid du f?rer mig? I Vestas tempel!
CATILINA (leende). Nu ja; som du ser!
CURIUS. I guder,--hvilket letsind! End idag har Cicero i r?det tordnet mod dig; og dog du kan--
CATILINA. O, lad det v?re glemt!
CURIUS. Du er i fare, og forglemmer den-- ved blindt at styrte dig ind i en anden.
CATILINA (muntert). Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed en vestalindes elskov,--den forbudne;-- thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS. Hvad siger du? Umuligt! Det er sp?g!
CATILINA. En sp?g? Ja visst,--som hver min k?rlighed;-- men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde. Ved sidste skuespil jeg s? p? torvet prestinderne i stort og festligt optog. Tilf?ldigvis p? en af dem jeg s?nked et ?jekast,--og med et flygtigt blik hun m?dte mit. Det tr?ngte gennem sj?len. Ah, dette udtryk i det sorte ?je jeg aldrig s? hos nogen kvinde f?r.
CURIUS. Det vil jeg tro. Men sig,--hvad fulgte siden?
CATILINA. I templet har jeg vidst at slippe ind, har flere gange set og talt med hende. O, hvilken forskel mellem denne kvinde og min Aurelia.
CURIUS. Du elsker begge p? engang? Nej,--det kan jeg ej forst?.
CATILINA. Besynderligt. Jeg fatter det ej selv. Og dog--jeg elsker begge, som du siger. Men hvor forskellig er ej denne elskov! Aurelia