Ludvigsbakke

Ludvigsbakke

The Project Gutenberg EBook of Ludvigsbakke, by Herman Bang This
eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no
restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
under the terms of the Project Gutenberg License included with this
eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Ludvigsbakke
Author: Herman Bang
Release Date: January 25, 2004 [EBook #10829]
Language: Danish
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK
LUDVIGSBAKKE ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

LUDVIGSBAKKE
AF
Herman Bang

I TAKNEMMELIG ERINDRING
OM
EMIL BJERRING
_"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde
Tallene sammen."_

EN HIDTIL UTRYKT FORTALE
[Det havde oprindelig været Herman Bangs Hensigt at tilegne
Ludvigsbakke til de Sygeplejersker, der havde været gode og kærlige
imod ham under et sørgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa
døde netop hans trofaste Ven, Redaktør Emil Bjerring, og han tilegnede
Bogen hans Minde. Men det oprindelige smukke og for Bang meget
ejendommelige Tilegnelses-forord opbevaredes af Forlagsboghandler
Lybecker, der nu har stillet det til Disposition For denne
Minde-udgave].
* * * * *

PAVILLON I.
... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som
aldrig klagede?...."

Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens
Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den
lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor
hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord.
Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres
Arbejde og begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Øjne, der
søgte fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte
Erindringer....
Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en
Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres
Pligt....
Men hine to Kvindeansigter--aa dagligdags Ansigter med bortstrøget
Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og
Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa
fler og fik hundrede Billeder i Følge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder
om de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de

lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de
bringes bort, som har ophørt at lide.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog,
der kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er
her....
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de
Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og
Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra
Time og til Time--det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er
enkelt Liv.
Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
* * * * *
Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider
og hjælpes og gaar og glemmer....
Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem,
som lindrede Lidelsen.
Det syntes mig at maatte være tungt, og derfor sendes denne Bog
derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger
skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige
Hjerter.
H.B.
Paris, Marts 93.

FØRSTE BOG
Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde
Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med
Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs
Kakkelovnsvæggen:
-Vi skal afsted.
-Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han
igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund,

der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv
den allermindste Ting.
Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom
afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han
lukkede--først heroppe, saa dernede.
Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille
Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte".