Kærlighedens Komedie | Page 5

Men Maren værged kækt om kvindens ret. Hun
havde Stråmand mødt i "Dramatiken": at se og elske ham, det var nu
ét--
FALK. Og bejlerskaren måtte stå i stikken?
FRU HALM. Ja vil De tænke Dem den romantiken!
FRØKEN SKÆRE. Og læg så til en gammel grusom far, som bare gik
omkring og skilte hjerter; jeg tror der også en formynder var, for endnu
mer at øge deres smerter. Men hun blev ham og han blev hende tro; de
drømte sammen om et stråtækt bo, et snehvidt får, som kunde nære
to.--
FRU HALM. Ja i det højeste en liden ko,--
FRØKEN SKÆRE. Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte, en bæk,
en hytte og hinandens hjerte.
FALK. Ak ja! Og så--?

FRØKEN SKÆRE. Så brød hun med sin slægt.
FALK. Hun brød--?
FRU HALM. Hun brød med den.
FALK. Se, det var kækt.
FRØKEN SKÆRE. Og flytted til sin Stråmand op på kvisten.
FALK. Hun flytted op! Foruden--sådan--vielse?
FRØKEN SKÆRE. Å fy!
FRU HALM. Fy skam! Min salig mand på listen står blandt
forloverne--!
STYVER (til frøkenen). Ja, din fortielse af faktum er det, som
forvolder tvisten. I referater har det megen vægt at ordne kronologisk
og korrekt. Men jeg kan aldrig få det i mit hode, hvor de kom af det--
FALK (fortsættende). --thi man tør formode, at får og ko ej med på
kvisten bode.
FRØKEN SKÆRE (til Styver). Å, du skal vel betænke ét, min gode:
Man _trænger_ ej, hvor kærligheden troner; to ømme hjerter klarer sig
med lidt. (til Falk.) Han elsked hende til guitarens toner, og hun gav på
klaver informationer--
FRU HALM. Og så, forstår sig, tog de på kredit--
GULDSTAD. Et år, til handelshuset gik fallit.
FRU HALM. Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå.
FRØKEN SKÆRE. Og i et brev, jeg siden så, han spor på, han leved
blot for pligten og for hende.
FALK (supplerende). Og dermed var hans livs roman til ende.
FRU HALM (rejser sig). Ja nu jeg tror vi går i haven ned; vi må jo se,
om vi dem har i vente.
FRØKEN SKÆRE (idet hun tar mantillen på). Det er alt svalt.
FRU HALM. Ja, Svanhild, vil du hente mit uldne sjal.
LIND (til Anna, ubemærket af de øvrige). Gå forud!
FRU HALM. Kom så med!
(Svanhild går ind i huset; de andre, undtagen Falk, går mod baggrunden
og ud til venstre. Lind, der har fulgt med, stanser og kommer tilbage)
LIND. Min ven!
FALK. I lige måde!
LIND. Hånden hid! Jeg er så glad;--jeg tror mit bryst må sprænges,
ifald jeg ikke får fortalt--
FALK. Giv tid; du skal forhøres først, så dømmes, hænges. Hvad er nu

det for adfærd? Lægge skjul for mig, din ven, på skatten, du har
fundet;-- for tilstå kun, formodningen er grundet: Du trukket har et lod i
lykkens hjul!
LIND. Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!
FALK. Så? Levende,--og ej i snaren kvalt?
LIND. Vent bare lidt; nu er det snart fortalt. Jeg er forlovet! Tænk--!
FALK (hurtig). Forlovet!
LIND. Ja! idag,--Gud véd, hvor jeg tog modet fra! Jeg sagde,--å, sligt
lar sig ikke sige; men tænk dig,--hun, den unge, smukke pige, blev
ganske blussende,--slet ikke vred! Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg
har vovet! Hun hørte på mig,--og jeg tror hun græd; det er jo gode
tegn?
FALK. Ja visst; bliv ved.
LIND. Og, ikke sandt,--da er vi jo forlovet?
FALK. Jeg må formode det; men for at være aldeles tryg, så rådspørg
frøken Skære.
LIND. O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt! Jeg er så klar, så sikker,
uden frygt. (strålende og hemmelighedsfuldt.) Hør, jeg fik lov at holde
hendes hånd, da hun tog kaffetøjet bort fra bordet!
FALK (løfter sit glas og tømmer det). Nå, vårens blomster da i eders
bånd!
LIND (ligeså). Og det skal være højt og helligt svoret, at jeg vil elske
hende til min død, så varmt som nu:--ja, for hun er så sød!
FALK. Forlovet! Derfor var det da, du slang på hylden både loven og
profeterne.
LIND (leende). Og du, som trode, at det var din sang--!
FALK. Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne.
LIND (alvorligt). Tro ellers ikke, Falk, at teologen er fra min lykkes
time dreven ud. Der er den forskel kun, at ikke bogen forslår som
jakobsstige til min Gud. Nu må jeg ud og søge ham i livet. jeg føler mig
i hjertet mere god, jeg elsker strået, krybet for min fod; det er jo også
del i lykken givet.
FALK. Men sig mig nu--
LIND. Nu har jeg sagt det hele,-- min rige gåde, som vi tre vil dele.
FALK. Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?
LIND. Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund jeg lever i det
vårlige sekund. Jeg