Kærlighedens Komedie | Page 2

der tar den døde rest!
HERRERNE. Jeg brød blomsten; lidt det siger, o.s.v.
(de klinker og tømmer glassene.)
FALK (til damerne). Se, det var visen, som De bad mig om;-- bær over
med den; jeg er tanketom.
GULDSTAD. Å, hvad gør det, når bare visen klinger?
FRØKEN SKÆRE (ser sig om). Men Svanhild, som så ivrig var især--?
Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger; nu er hun borte.
ANNA (peger mod baggrunden). Nej, hun sidder der.
FRU HALM (med et suk). Det barn! Gud véd, når jeg får skik på
hende!
FRØKEN SKÆRE. Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende var
mindre rig på--sådan--poesi, som ellers findes hist og her deri.
STYVER. Ja, og det var dog ganske visst så let, at få lidt mer mod
slutningen placeret.
FALK (klinker med ham). Man kliner ind, lig kit i revnet bræt, til den
blir fed nok, spækket, marmoreret.
STYVER (uforstyrret). Ja, det går glat; jeg husker det så godt ifra mig
selv.
GULDSTAD. Hvad? Har De Musen redet?
FRØKEN SKÆRE. Min kæreste? Gud ja!
STYVER. Å, kun så småt.
FRØKEN SKÆRE (til damerne). Han er romantisk af sig.
FRU HALM. Jo, vi véd det!
STYVER. Nu ikke mere; det er lang tid siden.
FALK. Fernis og romantik går af med tiden. Men forhen altså--?
STYVER. Ja, det var nu i den tid, jeg var forelsket.
FALK. Er da den forbi? jeg trode ej din elskovsrus udsovet!
STYVER. Nu er jeg jo officielt forlovet. det er jo mere end forelsket,
véd jeg!
FALK. Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig! Du avanceret har,
beståt det sværeste: forfremmelsen fra elsker og til kæreste.
STYVER (med et behageligt erindringssmil). Det er dog sært! Jeg
skulde fast forsvoret mit mindes faktiskhed i dette nu. (vender sig til
Falk.) For syv år siden,--vil du tro det, du? Jeg gjorde vers i stilhed på

kontoret.
FALK. Du gjorde vers--ved pulten?
STYVER. Nej, ved bordet.
GULDSTAD (slår på sit glas). Silentium, nu har kopisten ordet!
STYVER. Især om aftningen, når jeg var fri, jeg konciperte remser
poesi, så lange, som--ja to-tre brukne ark. Det gik!
FALK. Du gav din Muse blot et spark, så traved hun--
STYVER. Ustemplet eller stemplet papir, se det var hende lige godt.
FALK. Så poesien flommed lige flot? Men hør, hvorledes brød du ind i
templet?
STYVER. Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven! Med andre ord, så
var det frøken Skære,
min kæreste, som hun blev senere hen, for dengang var hun--
FALK. Ret og slet din _kære_.
STYVER (vedblivende). Det var en selsom tid; min jus jeg glemte; min
pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte. og når den i konceptpapiret rev,
det klang som melodi til hvad jeg skrev;-- omsider expederte jeg et
brev til hende--hun--
FALK. Hvis kæreste du blev.
STYVER. Tænk, samme dato indløb hendes svar; andragendet
bevilget,--sagen klar!
FALK. Og du, du følte dig ved pulten større; du havde bragt din elskov
på det tørre!
STYVER. Naturligvis.
FALK. Og aldrig mer du digted?
STYVER. Nej, jeg har aldrig siden mærket trang; det var med ét, som
om mig åren svigted; og når jeg prøver nu en enkelt gang at sætte
sammen blot et nytårsvers, så kommer rim og versemål på tvers,
og,--jeg forstår ej, hvad det stikker i,-- men det blir jus og ikke poesi.
GULDSTAD (klinker med ham). Og derfor er, min sjæl, De lige god!
(til Falk.) De tror nu færgen over lykkens flod er bare til, for Dem at
sætte over; men se Dem for, ifald De farten vover. Hvad Deres vise
angår, véd jeg ej om den poetisk er i alle ender; men hvordan end De
visen snor og vender, den har en slet moral, det siger jeg. Hvad skal
man kalde slig økonomi: at lade alskens fugle æde karten før den får tid
til moden frugt at bli; at lade kør og får få græsse fri herinde sådan udpå
sommerparten? Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm!

FALK (reiser sig). Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm, som i det
slappe ord "det næste" ligger, det gør hver glædens rigmand til en
tigger! Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde en time kun, det
silkesnoren fik, og skulde ud af verden uden nåde, som b og g af
Knudsens grammatik.
STYVER. Hvad har du da imod det håbets ord?
FALK. At det formørker os Guds fagre jord. "Vor næste kærlighed",
"vor næste viv", "vort næste måltid" og "vort næste liv",-- se, den
forsynlighed, som heri ligger, den er det, som gør glædens søn til tigger.
Så langt du ser, forstygger den vor tid, den dræber nydelsen af
øjeblikket; du har ej ro, før du får båden vrikket imod den "næste"
strand med slæb og slid; men er du fremme,--mon du da tør hvile? Nej,
du må atter mod