Kærlighedens Komedie | Page 8

kunde en kurtisør, som lusked
om fordækt; sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt, som frieri; det
var dog ubehageligt.
FALK. Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt, du var til noget
_højere_ bestemt. Som elskovs friprest står du midlertidigt. sent eller
tidlig skal der avanceres; men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,
om allerede nu du ordineres.
LIND. Ja dersom ej grossereren--
FALK. Hvad han?
ANNA (undseligt). Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder.
LIND. Sig ikke det; det aner mig han skiller mig ved min lykke, når og
hvor han kan. Den fyr er jo en daglig gæst herude, er rig og ugift, fører
jer omkring; kort sagt, min elskte, der er tusend ting, som ej kan andet
os end ondt bebude.
ANNA (med et suk). O det var synd; her var så godt idag.
FALK (deltagende til Lind). Ja slip ej lykken for en rodløs grille; vent i
det længste før du toner flag.
ANNA. Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig til forskellige kanter.)
FALK (ser efter Lind). Der går han til sin ungdoms nederlag.
GULDSTAD (som imidlertid har stået ved trappen i samtale med fru
Halm og frøken Skære, nærmer sig og slår ham på skuldren). Nå, står
man her og grunder på et digt?
FALK. Nej, på et drama.

GULDSTAD. Det var da som fanden;-- jeg trode ej, De gav Dem af
med sligt.
FALK. Nej, dette her er også af en anden, en ven af mig, ja af os
beggeto;-- en fejende forfatter kan De tro. Tænk Dem, fra middagstider
og til kveld han digtet har en hel idyl til ende.
GULDSTAD (polisk). Og slutningen er god!
FALK. De véd da vel at teppet falder først--med ham og hende. Men
det er blot en del af trilogien; bagefter kommer nok forfattersvien, når
nummer to, forlovelsens komedie, skal digtes gennem lange akter fem,
og stoffets tråd skal spindes ud af dem til ægteskabets drama, som det
tredje.
GULDSTAD (smilende). Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.
FALK. Så? Hvorfor det?
GULDSTAD. Jeg mener for så vidt som jeg også går og grunder på en
digtning,-- (hemmelighedsfuldt.) en faktisk en,--foruden alskens
svigtning.
FALK. Og hvem er helten, om man spørge tør?
GULDSTAD. Det siger jeg imorgen, ikke før.
FALK. Det er Dem selv!
GULDSTAD. Tror De, som slig, mig duelig?
FALK. En bedre helt var sikkert ikke mulig. Men nu heltinden? Hun
skal sikkert hentes fra landets friluft, ej fra byens kvalm?
GULDSTAD (truer med fingeren). Hys,--det er knuden og med den må
ventes!-- (slår over i en anden tone.) Sig mig, hvad synes De om frøken
Halm?
FALK. Å, hende kender De visst meget bedre; min dom kan hverken
skæmme eller hædre.-- (smilende.) Men vogt Dem bare, at det ej går
galt med dette "digt", hvorom De har fortalt. Sæt at jeg kunde Deres
tillid svige og omkalfatre udfald og intrige.
GULDSTAD (godmodigt). Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige.
FALK. Det er et ord?
GULDSTAD. De er jo mand af faget; det var jo dumt, om Deres hjælp
blev vraget af en, der regnes må til fuskerlaget. (går op mod
baggrunden.)
FALK (i forbigående til Lind). Du havde ret; grossereren går om med
morderplaner mod din unge lykke. (fjerner sig.)
LIND (dæmpet til Anna). Der kan du se, at ej min frygt var tom; vi må

på timen ud med sproget rykke.
(de nærmer sig fru Halm, der tilligemed frøken Skære står ved huset.)
GULDSTAD (i samtale med Styver). Et dejligt vejr ikveld.
STYVER. Å ja såmæn, når man er oplagt--
GULDSTAD (spøgende). Er der galt påfærde med Deres kærlighed?
STYVER. Ej just med den--
FALK (der er kommen til). Men med _forlovelsen?_
STYVER. Det kunde være.
FALK. Hurra; du er da ikke blank og bar for poesiens småmynt, kan
jeg høre!
STYVER (stødt). Jeg skønner ej, hvad poesien har med mig og min
forlovelse at gøre.
FALK. Du skal ej skønne det; hvis elskov grunder sit eget væsen ud, da
går den under.
GULDSTAD (til Styver). Men er det noget, som kan rettes på, så ud
med det.
STYVER. Ja, jeg har hele dagen funderet på at foredrage sagen, men
kan ej frem til konklusionen nå.
FALK. Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort: Alt fra du op til kæreste
var rykket, så har du følt dig, så at sige, trykket--
STYVER. Ja det til sine tider endog hårdt.
FALK (vedblivende). Har følt dig svært betynget af forpligtelser, som
du gav fanden, hvis det blot gik an; se det er tingen.
STYVER. Hvad er det for sigtelser! Jeg har fornyet som en punktlig
mand; (henvendt til Guldstad.) men mere kommer til i næste måned;
når man sig gifter, får man jo en kone--
FALK (glad). Nu er påny din ungdomshimmel blånet, det