Kærlighedens Komedie | Page 6

vender øjet mod min lykke hjemad; der holder

skæbnens tømmer jeg og hun. Ej du, ej Guldstad,--ja, ej selv fru Halm
tør sige til min friske livsblomst: "Falm!" Thi jeg har vilje, hun har
varme øjne, og derfor må den, skal den opad højne!
FALK. Ret så, min broder, dig har lykken brug for!
LIND. Mit livsmod brænder lig en vilter sang; jeg kender mig så stærk;
lå der et slug for min fod,--hvor gabende,--jeg over sprang!
FALK. Det sige vil i simpelt prosasprog: Din kærlighed har gjort dig til
et rensdyr.
LIND. Nå,--farer jeg med renens vilde tog, jeg véd, til hvem min
længselsfugl imens flyr!
FALK. Så får den alt imorgen til at flyve; du følger med kvartetten jo
tilfjelds. Jeg lover for, du trænger ingen pels--
LIND. Kvartetten! Pyt,--lad den alene klyve! For mig er højfjeldsluft i
dalens bund; her har jeg blomsterne og fjordens vidder, her har jeg
løvsalsang og fuglekvidder, og lykkens huldre,--ja for her er hun.
FALK. Ak, lykkens huldre her i Akersdalen er sjelden, som en elg;
hold fast i halen. (med et blik mod huset.) Hys,--Svanhild--
LIND (trykker hans hånd). Godt; jeg går,--lad ingen kende, hvad der er
mellem dig og mig og hende. Tak for du tog min hemlighed! Begrav
den i hjertet,--dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han går ud i baggrunden til de andre.)
(Falk ser et øjeblik efter ham og går et par gange op og ned i haven,
under synlig bestræbelse for at bekæmpe det oprør, han er i. Lidt efter
kommer Svanhild ud fra huset med et tørklæde på armen og vil gå mod
baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt;
Svanhild stanser.)
SVANHILD (efter et kort ophold). De ser så visst på mig--?
FALK (halvt for sig selv). Ja der er trækket; i øjets sjø det skygger over
bunden, det leger skjul med spottens alf om munden, det er der.
SVANHILD. _Hvad?_ De gør mig halvt forskrækket.
FALK. De heder Svanhild?
SVANHILD. Ja, det véd De vel.
FALK. Men véd De, frøken, at det navn er latterligt? Gør mig til vilje;
kast det bort ikveld!
SVANHILD. Fy,--det var egenmægtigt, lidet datterligt--
FALK (ler). Hm, "Svanhild"--"Svanhild"-- (pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt memento mori alt fra De var liden?

SVANHILD. Er det da stygt?
FALK. Nej, dejligt som et digt, men altfor stort og stærkt og strengt for
tiden. Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud den tanke, navnet "Svanhild" i
sig fatter? Nej, kast det bort, som et forældet skrud.
SVANHILD. De tænker nok på sagakongens datter--
FALK. Som skyldfri knustes under hestens hov.
SVANHILD. Men sligt er jo forbudt i vor tids lov. Nej, højt i sadlen! I
min stille tanke jeg drømte tidt mig båren på dens ryg, jog ud i verden
vidt, jog kæk og tryg, mens vinden slog som frihedsflag dens manke!
FALK. Ja det er gammelt. I den "stille tanke", der ænser ingen af os
grind og skranke, der ræddes ingen for at bruge sporen;-- i gerning
holder vi os smukt til jorden; thi livet er i grunden hvermand kært, og
der er ingen, som et dødsspring vover!
SVANHILD (livligt). Jo, peg på målet, og jeg sætter over! Men da må
målet være springet værd. Et Kalifornien bag ørkensandet,-- hvis ikke,
blir man, hvor man er, i landet.
FALK (spottende). Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl.
SVANHILD (varm). Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl, når ingen
luftning stryger over fjorden?
FALK (ironisk). Ja hvorfor slide pisken eller sporen, når ingen gylden
indsats står som skænk til den, der river sig fra bord og bænk og jager
fremad, båren højt i sadlen? Slig færd _for færdens skyld_ tilhører
adlen, og adelsfærd i vor tid kaldes tant; så var nok meningen?
SVANHILD. Ja, ganske sandt, se pæretræet, som ved gærdet står,--
hvor det er goldt og blomsterløst iår. Ifjor De skulde set, hvor det stod
kækt med kronen krøget under frugtens vægt.
FALK (noget uviss). Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren?
SVANHILD (med finhed). Å, iblandt andet, at det fast er frækt, når vor
tids Sakarias kræver pæren. Har træet overblomstret sig ifjor, så må iår
ej fordres samme flor.
FALK. Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen i romantiken--bagud
i historien.
SVANHILD. Ja--vor tids dyd er af en anden slags. Hvem ruster sig for
sandhed nutildags? Hvem er personens indsats vel tillags? Hvor findes
helten?
FALK (ser skarpt på hende). Og hvor er valkyrien?
SVANHILD (ryster på hovedet). Valkyrien bruges ej i dette land! Da

troen truedes ifjor i Syrien, gik De da did som korsets svorne mand?
Nej, på papiret var De varm som taler,-- og sendte "kirketidenden" en
daler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og går opover haven.)
SVANHILD (betragter ham en stund, nærmer sig og spørger blidt).