Haabløse Slægter

Haabløse Slægter, by Herman
Bang

The Project Gutenberg EBook of Haabløse Slægter, by Herman Bang
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Haabløse Slægter
Author: Herman Bang
Release Date: February 18, 2004 [EBook #11139]
Language: Danish
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK
HAABLOSE SLÆGTER ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

HAABLØSE SLÆGTER
Herman Bang

Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie.
Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg
fortæller, bliver skønt siler ej, eller om det vækker--enten Graad eller
Latter.
William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg
nedskrevet den Ulykkeliges Levnedsløb.

FORORD[*] TIL TREDJE UDGAVE
"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang--akkurat fem
og tyve Aar efter sin Fremkomst.
Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den
første Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den
anden Udgave forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i
mange Aar fjernede mig fra Bogkøbernes Skabe.
Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog
bunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens
Loft uden som Makulatur.
Alligevel gik det anderledes.
For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle
Roman, som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De
spurgte endog deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og
lidt efter lidt svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere
"Haabløse Slægter" tilbage.
[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske
Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den
"endelige", skrev han dette Forord.]
Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som

denne: at være længe glemt for igen at blive husket--at den Bog har
forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.
Den udsendes altsaa atter.
Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke
træt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter det
saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den
er. At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor
mange. At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert
kun blive ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med,
hvad et ungt Menneske skrev--fordi han følte det.
I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har
ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende
kan fornemmes.
Herman Bang Marienlyset, August 1905.

FØRSTE BOG
SOM MAN SAAR--
PROLOG
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at
den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i
Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par
Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levede
ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel
ogsaa studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op,
alt var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel
endogsaa glemt deres store Stammenavn.
Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren
af Ætten til Kræfter.

Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer
svang sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande
blev atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som
forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres
Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke.
Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele
Slægten en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som
skaffede sig Udslag paa forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse
var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med
al Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede
at give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab.
Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene
ligesom et Barn og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa
Vers, hvor der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af
noget letfærdige Sæder. Hendes Lidenskaber var overmaade heftige i
alt.
Det var Stamforældrene.
Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det
egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at Frøkenen
var, hvad man sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev