Gildet PÃ¥ Solhaug

Gildet På Solhaug

The Project Gutenberg EBook of Gildet På Solhaug, by Henrik Ibsen
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Gildet På Solhaug
Author: Henrik Ibsen
Release Date: March 8, 2005 [EBook #15291]
Language: Norwegian
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GILDET PÅ
SOLHAUG ***

Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.

HENRIK IBSEN
SAMLEDE VÆRKER MINDEUDGAVE FØRSTE BIND

KRISTIANIA OG KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
CENTRALTRYKKERIET KRISTIANIA 1908
* * * * *
GILDET PÅ SOLHAUG
(1856)
* * * * *

FORTALE TIL ANDEN UDGAVE
"Gildet på Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for
omtrent 28 år siden.
Stykket opførtes sammesteds for første gang den 2. Januar 1856 som
festforestilling til erindring om den norske scenes stiftelsesdag.
Jeg var dengang ansat som instruktør ved det bergenske teater og
ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en
sjelden stemningsfuld udførelse. Med lyst og hengivelse blev det givet,
og således blev det også modtaget. "Den bergenske lyrik", der efter
sigende skal have afgjort de seneste politiske valg deroppe, svulmede
på hin teateraften højt i det fuldt besatte hus. Forestillingen endte med
talrige fremkaldelser af forfatteren og af de spillende. Senere på aftenen
gav orkestret, ledsaget af en stor del af publikum, mig en serenade
udenfor mine vinduer. Jeg tror næsten, jeg lod mig henrive til at holde
et slags tale til de forsamlede; jeg véd i al fald, at jeg følte mig såre
lykkelig.
Et par måneder senere opførtes "Gildet på Solhaug" i Kristiania. Også
dersteds blev det af almenheden modtaget med meget bifald, og dagen
efter den første opførelse skrev Bjørnson i "Morgenbladet" en varm,
elskværdig, ungdommelig opsats derom. Egentlig var det ikke nogen
anmeldelse eller kritik; det var snarere en stemningsrig fri fantasi,
digterisk improviseret over stykket og over forestillingen.
Men så kom den rigtige kritik, forfattet af de rigtige kritikere.
Hvorledes blev man i hin tid,--jeg mener i årene fra 1850 til omkring
1860,--en rigtig literatur-kritiker, og navnlig dramatisk kritiker i
Kristiania?
Jo, det gik i regelen således til: Efter nogen tids forberedende øvelser i
"Samfundsbladet" og efter oftere at have påhørt de diskussioner, som
om aftenerne efter teatertid førtes på Treschows kafé eller "hos
Ingebret", begav den vordende kritiker sig hen i Johan Dahls boglade
og lod sig forskrive fra København et exemplar af J.L. Heibergs
"Prosaiske Skrifter", om hvilke han havde hørt sige, at de skulde
indeholde en afhandling betitlet "Om Vaudevillen". Denne afhandling
blev da læst, grublet over og kanske tildels også forstået. Gennem disse
skrifter blev man endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin
tid havde ført imod professor Øhlenschlæger og imod digteren Hauch i
Sorø. Lejlighedsvis erfarede man deraf også, at J.I. Baggesen (forfatter

af "Gjengangerbrevene") allerede tidligere havde åbnet et lignende
felttog imod den store digter, som havde skrevet både "Axel og
Valborg" og "Håkon Jarl".
Megen anden for en kritiker nyttig viden lod sig også uddrage af disse
skrifter. Af dem lærte man f.ex., at en ret kritiker var på smagens vegne
forpligtet til at føle sig forarget over hiater. Blev i et eller andet vers et
sådant uhyre påtruffet, kunde man være sikker på, at de unge
kristianiensiske kritiserende Jeronimusser, ligervis som Holbergs egen,
udråbte deres: Hillemænd, verden står ikke til påske!
Og så havde den datidige norske hovedstadskritik en særegen
ejendommelighed, hvis udspring jeg længe ikke kunde blive klog på.
Vore kritikere plejede nemlig, hver gang en begyndende forfatter udgav
en bog eller fik et lidet teaterstykke opført, at geråde i en ustyrlig vrede
og at gebærde sig som om der gennem bogens udgivelse eller stykkets
opførelse var tilføjet dem selv og de aviser, de skrev i, en blodig
fornærmelse. Som sagt, jeg grublede længe over denne besynderlighed.
Endelig fik jeg rede i sagen. Ved nemlig at læse det danske
"Månedskrift for Literatur" blev jeg opmærksom på, at gamle etatsråd
Molbech i sin tid havde plejet at betages af en svær vrede, når en ung
digter udgav en bog eller fik et skuespil opført i København.
Således, eller omtrent således, var den domstol beskaffen, der nu i
dagspressen tog sig for at stille "Gildet på Solhaug" for kritikens
skranke i Kristiania. Den var for størstedelen sammensat af unge mænd,
der i kritisk henseende levede på lån fra diverse kanter. Deres kritiske
tanker var for længe siden tænkte og udtalte af andre; deres meninger
var for lang tid siden formuleret andetsteds. Lånegods var hele deres
æstetiske teori; lånegods var hele deres kritiske metode; lånegods var i
et og alt,