Det graa hus | Page 2

han.
-Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme
Knage som igaar.
-Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.
Den Gamle vendte sig:
-Ja, og Stemmen lød vredt:
-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve
mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der
gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.
-Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.
-Ja.
Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans
Excellence:
-Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne
midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme
Stemme som før:
-Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i
Familjen.
Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de

mørke Øjenlaage en Kende:
-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.
-Ja. Læs det højt.
-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at
læse--meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:
-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.
Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige
Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:
-Hvad er det, der staar?
Sønnesønnen blev ved at læse:
-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.
Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv
at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.
-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke.
Han slap Manuskriptet:
-Øjnene vil ikke mer.
-Læg det hen.
Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved
Siden af de andre.
Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:
-Der er mange, sagde han.
-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans
Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør,
havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var
han holdt op.
-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.
Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et
Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var
glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i
Avisen, med meget smaa Bogstaver.
-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen--hans
Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende
blød--og han lukkede Skuffen.
Hans Excellence lo:
-Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Væv nok. Erindringer--hm,
der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de,
og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet,
og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.
Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:
-Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev
sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de
dømme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfærdighed i
Himlen og paa Jorden....
-Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en
Stund. Saa sagde han:
-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det
sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange
Tanker værdt.
Sønnesønnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.
-Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.
Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den
Gamle blev ved:
-Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger
hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og
bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører.
Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.
-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at
opfylde deres Bestemmelse endda.
Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:
-Ret Dig, sagde den Gamle.
-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa
Stoleryggens Vaabenskjold.
-Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal
tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem
blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder
paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse . . . Naturen er lige
glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.
-Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange
Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres
Kaaber, som de Aktører de var og--Excellencen gjorde en Bevægelse
med sine Fødder, som rensede han