Den engelske Lods

A free download from www.dertz.in

The Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik
Wergeland
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Den engelske Lods
Author: Henrik Wergeland
Release Date: July 7, 2004 [EBook #12844]
Language: Norwegian
Character set encoding: ISO-8859-1
0. START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN
ENGELSKE LODS ***
Produced by Riikka Talonpoika, Jim Wiborg and PG Distributed
Proofreaders
DEN ENGELSKE LODS
HENRIK WERGELAND
_Norges Nasjonallitteratur_
3. opplag
Utgitt første gang 1880
Her trykt som i originalutgavene
_Den engelske Lods_
Utgitt første gang 1844
DEN ENGELSKE LODS
ET DIGT

I
Længsel efter Land
«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye
Horizonter spænde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastløs
Fart
susende igjennemlænste
Hundreder af samme Art,
kun af
Syner ombegrændste.
Naar jeg tænkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig
sænkte
eller tvinte hen iveiret ...
Hundred Horizonter runde
kom og svunde ...
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet,
hvori mine
trætte Øines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en
evig Helvedpine
stedse samme Centrum var...
Hundred Horizonter
graae
alt jeg saae,
med en Grændse
falsk som Bugten,
angste Slange
slaaer i Flugten,
...graae, ja til Fortvivlen eense,
mens--som Lupens
grumme Stik
krybende Insekt forfølger--
Zeniths blaa og hule Blik

stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Bølger.
O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa længe staaet,
til det
synes mig jeg næsten
er i Sind en Olding bleven,
skjøndt mit Haar
end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit Øie
uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprøit derforud
skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mønstrende med strengen Sjel,

at min Liv for største Deel
meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.

Og mon et Beviis
vel bedre
kræves kan af Bedstefædre
paa at jeg, tilhavs omdreven,

oldingviis tilsidst er bleven?
Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringsløse flydte,

uden Spor, som Kjølvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine
sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig,--
have svalet Panden med

kolden Alderdomsbegriben
i dens øde Kjedsomhed,

standset Blodet,
tæmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sløven
Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers Øde har jeg smagt

Alderdommens, der vil komme,
følt den Taage, som vil spinde
sig
om Gubbens nøgne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.
O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjække,

at mig Tanken ei skal skrække,
at jeg i en Dødningsnekke
kommen
er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,

Baadsmandsmath og Tømmermand!
I Matroser, mine Venner,

rækker mig de brune Hænder!
dræber med et kraftigt Tag
Angsten i
mit Hjerteslag!
Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
dog begynder
denne Vei med sporløst Fjed,
denne dumpe
Eensomhed,
fælles, Katakombens liig,
mægtigt at forfærde mig.

Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke
stormig,
maalløs, da dens Grændser fly,--
under Luftens dalte
Teppe,
dette blaagraa Himmelhvælv,--
er det ei, som om Vi selv

(en fordømt Skindødningskare)
jordede tilsammen vare
under
samme Tag af Bly?--
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa
Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Øjes brustne døde Glands,

uden Rørelse og Mæle,
skjøndt med fuldtbevidste Sjele?
O, en Egg kun af et Skjær,
Striben af et Fuglevær,
Ryggen af en
liden Holme,
skjøndt, som yre Hvals og olme
Kobbes børstereiste
sorte,

i Sekunden atter borte,
vilde være i min Plage
nyfødt
Verden at opdage
--o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e
tilbage,
Skibet givende til Priis!
Brune Tare, Tangens Klase
vilde være blommet Grønt
paa
Forsmægtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg
fantastisk skjønt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser
efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne

bruunbespettede forrustne
polyplige Blæreknopper
ømt som
Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer,--
som de første

Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers
Vinter.»
II
Appearance of England
«..O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder

hist hvor Himlens Grændse flyder
sammen først med Havets Slette?

Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skyberg, dalet
under
Horizontens Bryn?
Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trætte
Syn?--
--O, saa hvid er ingen Sky!
Men maaskee
nybrudt Iisflag, dækt med Sne,
reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod
Solen?
Eller mon det være kan
nye Haves Fraadebelte,
Grændsebølger,
som fremvælte
fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde være
falske Svaners
Linjehære?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;

men paa første Varselsskrig
al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.

Skulde Verdens Grændsesnor,
Havets Grændselinjes Række
for de
evige Seiladser,
skabt af sølvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig
strække?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,

som i Vest sig hæver frem?
Eller mon er Havets Øde
Moderskjød
for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de
frembrøde
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud

da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i
aabent Øie,
i hvis Bæger
Tanker, ømme, skjønne, høje,
funklende sig

frembevæger!»
_Søfolkene_[1]
«Det som skinner
vester hist
mellem Sky og
Havsensvover,
Det er England,
solbelyst,
Klipperne ved _Dover_.
[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang:
Have you been
at Greenwich
fair,
bonny Lady, Highland-Lady?
Have you seen
a Lady there,

bonny Highland-Lady?]
Føl det friske
Livsenspust
alt fra Gammel-_Englands_ Ege!
Vimplens Tunge,
som beruust,
kan i det alt lege.
_Kentshire's_ Enge
har deri
søde Blomsterdufte blandet;
Sømandshjerter
vimpelfri'
juble imod Landet.
Hist see _Englands_
Grundvold stærk:
muslinghvid Cement fra
Grunden!
Frihed har sit
Forsvarsværk
midti Havet funden.
Gud har bygget
om dens Hjem
stærke høie Bastioner
netop hvor det
vender frem
mod Europas Throner.
Shakespearcliffens
hvide Hvælv
vesterud