Catilina | Page 9

sumpe, hvor underverdnens
floder strømmer trægt-- (hun lytter; der høres en dump larm.) Et sagte
drøn? Som åreslag det lyder. Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her--her vil jeg vente!
(Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius
kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)
FURIA. Vær hilset, Charon! Er du alt beredt at føre mig som gæst til
dødens haller? Her vil jeg vente!
CURIUS (hviskende). Ti;--Jeg frelser dig!

ANDEN AKT.
(En sal i Catilinas hus, med åben søjlegang i baggrunden. En lampe
oplyser salen.)
(Catilina går op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.)
CATILINA. Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv, hvad I forlanger af mig.
Skulde jeg forræderisk en borgerkrig begynde,-- med Romer-blod
besmitte mine hænder? Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden
fordømme mig--
LENTULUS. Du vil ej, Catilina?
CATILINA. Jeg vil ej.
CETHEGUS. Sig mig,--har du intet her at hævne,--ingen, som du vel
gad ramme?
CATILINA. Lad hævne, hvo der vil; jeg gør det ej, Dog, taus foragt er
også jo en hævn;-- den være skal min eneste.
CETHEGUS. Aha,-- vi kom nok i en ubelejlig stund. Men
morgendagen vil dig sikkert bringe på andre tanker.
CATILINA. Hvorfor morgendagen?
CETHEGUS. Her går en hob forunderlige rygter. Nys er en vestalinde
ført til døden--
CATILINA (overrasket). En vestalinde? Ah, hvad siger du?
LENTULUS. Ja visst; en vestalinde. Mange mumler--
CATILINA. Hvad mumler de?
CETHEGUS. At du er ej så ganske foruden del i denne mørke sag.
CATILINA. Det tror man om mig?

LENTULUS. Hm,--så løber rygtet. Nu ja,--for os, for dine gode venner,
kan sligt jo være, som det være vil;-- men folket, Catilina, dømmer
strengere.
CATILINA (i tanker). Og er hun død?
CETHEGUS. Det er hun uden tvil. En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok--
LENTULUS. Det kommer os ej ved; det var ej derfor vi om hende talte.
Men hør mig, Catilina! Tænk dig om. Du søgte konsulatet. Al din
velfærd hang i den ene skøre håbets tråd; nu er den brusten; nu er alt
forbi.
CATILINA (som før). "Selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved."
CETHEGUS. Ryst slige tanker af; de nytter ej. Vis dig som mand;
endnu kan slaget vindes; en kæk beslutning--; du har venner nok; vi
følger dig på aller første vink.-- Du fristes ikke? Svar!
CATILINA. Nej, siger jeg! Og hvorfor vil I sammensværge jer? Tal
ærlig! Drives I af friheds-længsel? Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt?
LENTULUS. Nej, ingenlunde; men håb om egen storhed er jo dog
tilstrækkelig bevæggrund, Catilina!
CETHEGUS. Og midler nok til rigt at nyde livet, er heller ej så ganske
at forkaste. Det er min tragten;--jeg er ej ærgerrig.
CATILINA. Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn til egen fordel er,
hvad eder driver. Nej, venner, nej; mod større mål jeg sigted! Vel har
jeg ved bestikkelser forsøgt at rive konsulatet til mig; dog, mit anslag
rummed mer, end hvad man skulde fra slige midler dømme.
Borgerfrihed og statens vel var målet for min stræben. Man har mig
miskendt; skinnet var imod. Min skæbne vilde det. Det må så være!
CETHEGUS. Nu vel; men tanken på den venneflok, du frelse kan fra

undergang og skændsel--? Du véd, at inden kort tid er vi bragt til
betlerstaven ved vort løse levnet.
CATILINA. Så stans i tide; det er min beslutning.
LENTULUS. Hvorledes, Catilina,--du vil ændre din levevis? Ha-ha; du
spøger vel?
CATILINA. Det er mit alvor,--ved de store guder!
CETHEGUS. Nu, så er ingen udvej med ham mere. Kom, Lentulus; vi
melde må de andre, hvad svar han gav os. Vi vil finde dem i muntert
gilde hist hos Bibulus.
CATILINA. Hos Bibulus? Hvor mangen lystig nat jeg sværmet har hos
Bibulus med eder! Nu er det ude med mit vilde liv; før dagen gryr har
staden jeg forladt.
LENTULUS. Hvad siger du?
CETHEGUS. Du rejse vil herfra?
CATILINA. I denne nat, ledsaget af min hustru, farvel for livet jeg og
Roma tager. I Galliens dale grunder jeg et hjem;-- den mark, jeg rydder,
skal ernære mig.
CETHEGUS. Du vil forlade staden, Catilina?
CATILINA. Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel. Ah, jeg har
mod, min fattigdom at bære; men i hver Romers blik at læse hån og
fræk foragt--! Nej, nej; det er for meget! I Gallien kan jeg leve dulgt og
stille; der vil jeg glemme, hvad jeg engang var, vil døve driften til de
store formål, vil som en uklar drøm min fortid mindes.
LENTULUS. Nu, så lev vel; og lykken følge dig!
CETHEGUS. Husk os med venlighed, som vi vil huske dig, Catilina!
Nu fortæller vi til brødrene dit nye sære forsæt.

CATILINA. Og bring dem så min broderlige hilsen!
(Lentulus og Cethegus går.)
(Aurelia er trådt ind fra siden, men