Catilina | Page 7

ej grunden kende? Tør
hun ej vide, hvad der i dit bryst bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst og bringe pandens mulm til at
forsvinde?
CATILINA (mildt). O, min Aurelia,--hvor god og øm--. Dog, hvorfor
skal jeg livet dig forbitre? Hvi skal med dig jeg dele mine sorger? For
min skyld har du døjet smerte nok. Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar,-- al den forbandelse, der
ligger i foreningen af stærke sjælekræfter, af varme længsler mod et

dådrigt liv, med usle kår, der kuer åndens stræben.-- Skal også du, i
lange dybe drag, min skæbnes bitre skål til bunden tømme?
AURELIA. En kærlig trøst er stedse kvindens sag, kan hun end ej, som
du, om storhed drømme. Når manden kæmper for sin stolte drøm, og al
hans løn er skuffelse og kummer,-- da lyder hendes tale blid og øm, og
dysser ind ham i en kvægsom slummer; da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.
CATILINA. Ja, du har ret; jeg føler det så vel. Og dog, jeg kan mig ej
fra larmen rive. En evig uro gærer i min barm;-- Kun livets tummel
mægter den at stille.
AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok,-- formår hun ej din sjæl
tilfreds at stille,-- så åbn dog hjertet for et venligt ord, en kærlig trøst
ifra din hustrus læber. Kan hun ej mætte denne hede trang, kan hun ej
følge dine tankers flyven,-- vid: hun formår at dele hver din sorg, har
kraft og mod at lette dine byrder.
CATILINA. Så hør da, min Aurelia, hvad der i disse dage mig så dybt
forstemte. Du véd, jeg længst har konsulatet søgt--foruden held. Du
kender jo det hele;-- hvordan, for stemmer at erhverve mig, jeg har
forødt--
AURELIA. O, ti, min Catilina; det smerter mig--
CATILINA. Du laster og min færd? Hvad bedre middel havde jeg at
vælge?-- Til ingen nytte spildte jeg mit eje; kun spot og skændsel blev
min hele vinding. Nys i senatet har min avindsmand, den træske Cicero,
mig trådt i støvet. Hans tale var en skildring af mit liv, så skrigende, at
selv jeg måtte gyse. I hvert et blik jeg læste skræk og gru; med afsky
nævnes navnet Catilina; til efterslægten vil det bringes, som et billed på
en fæl og rædsom blanding af tøjlesløshed og af uselhed, af hån og
trods mod alt, hvad der er ædelt.-- Og ingen dåd får rense dette navn og
slå til jorden, hvad man fult har løjet! Enhver vil tro, hvad rygtet har
fortalt--.
AURELIA. Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter. Lad hele verden

end fordømme dig; lad dem kun skændsel på dit hoved dynge;-- jeg véd,
du gemmer inderst i dit sind en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem; og giftigt ukrudt vil den snarlig
kvæle. Lad os forlade dette lastens hjem;-- hvad binder dig? Hvi skal vi
her vel dvæle?
CATILINA. Jeg skulde rømme marken,--drage bort? Jeg skulde slippe
mine største tanker? Den druknende--endskønt foruden håb-- sig
klynger fast dog til de knuste planker; og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden,-- den sidste planke han med
sidste kraft omklamrer, synkende med den til bunden.
AURELIA. Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham med grønne lunde
langsmed havets vove, da vågner håbet atter i hans barm,-- han stræber
did, imod de lyse skove. Der er det skønt; der hersker stille fred; der
triller bølgen lydløst imod stranden; der lægger han de trætte lemmer
ned, og kølig aftenvind omvifter panden;-- den jager bort hver sorgens
mørke sky; en trøstig ro blir i hans sind tilbage;-- der dvæler han og
finder kvægsomt ly og glemsel for de svundne tunge dage. Den fjerne
genlyd kun af verdens larm formår at trænge til hans lune bolig. Den
bryder ikke freden i hans barm;-- den gør hans sjæl end mere glad og
rolig; den minder ham om den forsvundne tid, med knuste formål og
med vilde glæder; han finder dobbelt skønt det stille liv-- og bytter ej
med nogen Romers hæder,
CATILINA. Du taler sandhed; og i denne stund jeg kunde følge dig fra
strid og tummel. Men kan du nævne mig så dulgt et sted, at vi kan leve
der i ly og stilhed?
AURELIA (glad). Du vil, min Catilina! Hvilken fryd,-- o, mere rig, end
dette bryst kan rumme! Så lad det ske! Endnu i denne nat afsted vi
drager--
CATILINA. Hvorhen skal vi drage? Nævn mig den plet, hvor hjemlig
jeg tør lægge til ro mit hoved!
AURELIA. Kan du sådan tale? Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade, i elskovs første lykkelige

tid,